dansk

720by157-218-Content-Image-ECCAM-banner

”Vi har alle fortjent en dag mere”

Af Neil Howie

Den 1. januar siger du til dig selv at dette år vil blive anderledes, selvom du vågner op med en følelse af ømhed i kroppen. Du tager til lægen, som siger at de er nødt til at tage nogle prøver. Du venter, og ti dage senere, dagen inden du igen skal starte på arbejde, er du igen hos lægen – med en frygt om at de vil finde noget. Mindre end fem minutter efter, får du svaret – der er en tumor. Nu er du virkelig bange…

Januar 2014 startede sådan for mig. På min fødselsdag, som faldt en uge efter prøven, blev jeg indlagt og gennemgik en større operation. Da jeg den efterfølgende måned fik resultatet af biopsiprøverne blev jeg informeret om at jeg havde stadie tre tarmkræft. I løbet af de næste seks måneder gennemgik jeg kemoterapi tolv gange, hvor jeg var indlagt på hospitalet af tre dages varighed og derefter 10 dages restituering derhjemme.

I løbet af den periode gik det op for mig hvor heldig jeg var med den støtte jeg havde fra min kone, min familie og mine venner. Støtten var af særlig stor betydning, da jeg var i et fremmed land 2200 km fra min hjemby, hvis sprog jeg ikke talte.

I april måned, mens jeg modtog behandlinger, så jeg London maraton og besluttede mig for, såfremt jeg kom mig, at deltage det efterfølgende år den 26. april 2015. Selv som rask ville dette være en stor udfordring for mig, da jeg ikke har løbet i mange år. Kemoterapi er ikke rart, men det var først og fremmest en udfordring for mig at forblive positiv. Jeg talte med venner som opmuntrede mig til at tænke positivt, og at jeg havde sat mig for at nå et rigtig stort mål, og sammen begyndte vi at planlægge min deltagelse i løbet som en velgørenhedsevent a la EuropaColon, som hjælper så utrolig mange mennesker med tarmkræft.

I slutningen af august kom resultaterne ’klare’ tilbage, så et normalt liv kunne begynde igen. Jeg begyndte på arbejde, efter at have været væk i næsten syv måneder. Jeg startede også på at løbe, hvilket betød fem minutters meget langsomt løb (med megen lille følelse i fødderne) og gradvis opbygning i distance og tempo. Jeg begyndte også på ’fundraising’ til fordel for velgørenhedsarrangementer for tarmkræft for at støtte alle de der ikke var så heldige som jeg havde været.

Da december kom, havde jeg afholdt mange velgørenhedsarrangementer; baraftener, quizaftener, gallamiddage og middage med underholdning. Disse arrangementer havde indsamlet flere tusinde euro til velgørenhed for tarmkræftramte og garanteret mig et startnummer i London maraton. Jeg var også begyndt løbetræning igen, og efter lige akkurat i oktober at have fuldført et halvmaraton i Ljubljana var jeg nu sidst på året i stand til at løbe 21 km næsten uden problemer.

I 2014 på min 45-års fødselsdag lå jeg på hospitalet, hvor jeg forberedte mig til en større operation. Frygten for min fremtid fyldte mine tanker. Et år senere, i oktober, løb jeg 15 km som en del af min London maraton træning.

Livet er ikke altid nemt og de valg vi må træffe i livet, selv de udfordrende, kan komme når som helst. Vi må alle forholde os positivt og det være sig ved hjælp af ens indre styrke såvel som familie og venners hjælp. EuropaColon er et velgørenhedsarrangement, der forsøger at hjælpe de der lider af tarmkræft og sikre at de går endnu en dag i møde og forbliver positive.

Se hvad jeg ellers har lavet på neil4bc.org.uk eller facebook.com/neil4bc.